København: Muslimsk integrationsleder modarbejder kvinders integration og udøver social kontrol

Fantastisk stykke opsøgende journalistik – via Uriasposten.net:

Weekendavisen “Kongen af Mjølnerparken” (ikke online).

“Muhammed Aslam er dog langt fra en drivkraft for kvarterets integration. Tværtimod har han i mange år været en del af problemet snarere end af løsningen. Flere kilder fortæller, hvordan Aslam i årevis aktivt har modarbejdet integrationsprojekter, særligt dem målrettet områdets kvinder. … Da Socialforvaltningen åbnede en café for kvinderne i kvarteret, Café Nora, så Fatima med egne øjne, hvordan Aslam forsøgte at modarbejde den.

»Jeg hørte ham fortælle kvinder, at dem i cafeen var stikkere, der ville sende folk fra kommunen hjem til en, hvis man talte med dem.« … Hun er ikke i tvivl om Aslams kvindesyn. »Han vil have, at kvinder skal være i hjemmet. Han er meget gammeldags.« …

»Han mener selv, at han gør en stor indsats for Mjølnerparkens udvikling,« fortæller integrationskonsulent Katina Ali Rasmussen. »Men tingene derude bliver ikke bedre af hans arbejde.« Rasmussen arbejdede første gang i Mjølnerparken i 2004. Da hun fem år efter vendte tilbage til området i forbindelse med et nyt integrationsprojekt, blev hun skuffet. »Jeg så ingen ændring.

Problemerne var de samme. Det var de samme mennesker, der var uden arbejde, de samme børn, der lavede kriminalitet. Man havde brugt så mange penge derude, og der var intet sket.« Ifølge Rasmussen tilfalder en del af skylden Aslam. …

Referater fra styregruppemøder sidste år viser, at Aslam kom med indvendinger mod Socialforvaltningens plan om at oprette en café for kvinderne i kvarteret. Da den så ud til at blive etableret alligevel, forsøgte han at få den placeret i det mindst mulige lokale. Men det lykkedes heller ikke. Som nævnt skal han ifølge Fatimas udlægning i stedet have forsøgt at skræmme kvinderne fra at komme der.

»Han kan ikke lide kvindecafeen,« fortæller en anden kilde i Mjølnerparken . »Han siger, at afdelingsbestyrelsen frygter, at cafeen gør kvinderne for danske.« …

Aslams aktive hindring af især kvinders integration går ifølge flere kilder langt tilbage. I 2006 forberedte Jobcenter København i samarbejde med kommunen og Områdefornyelsen i Mimersgadekvarteret et projekt, der skulle få somaliske kvinder fra Mjølnerparken ud på arbejdsmarkedet.

Kvinderne havde givet udtryk for, at de gerne ville være buschauffører, så man ville skaffe dem erhvervskørekort og få dem i arbejde. Men pludselig lød det tilbage fra Mjølnerparken , at det hele var en misforståelse. De var i virkeligheden blot interesserede i at køre deres børn på ture ud af byen i weekenderne – ikke at blive buschauffører.

Troels Glismann, nabo til Mjølnerparken og tidligere formand for Områdefornyelsens styregruppe, siger til Weeendavisen: »Som jeg husker det, fortalte Aslam mig, at de somaliske mænd i Mjølnerparken var kommet op til ham og havde klaget over, at man ville skaffe deres koner i arbejde. De bad ham om at stoppe det. Aslam sagde til mig, at han derfor ikke kunne støtte projektet. Derefter faldt det.« …

I 2003 og 2004 blev der installeret 230 overvågningskameraer i Mjølnerparken. Det skete efter krav fra Lejerbos forsikringsselskab i kølvandet på flere påsatte ildebrande. Herefter blev alle opgange, kældre og elevatorer overvåget døgnet rundt. Det betød en drastisk reduktion af de påsatte brande. Men det havde også en anden, mindre heldig konsekvens.

Ifølge et internt brev fra Lejerbo fik Muhammed Aslam i samme ombæring boligselskabets tilladelse til at få direkte adgang til samtlige overvågningskameraer i Mjølnerparken via sin egen private computer. … Flere kilder fortæller, at… Aslam personligt skulle have ringet til familier, hvis kvindelige medlemmer var blevet set på overvågningskameraerne uden tørklæde.

[...]

Formanden for afdelingsbestyrelsen vælges på et årligt beboermøde. Her er Aslam i flere år blevet valgt enstemmigt. Et faktum, der i øvrigt jævnligt nævnes i interviews. En tidligere varmemester i Mjølnerparken, Martin Thorleif Skov, overværede et formandsvalg.

»På dagsordenen var der et punkt, der hed valg af formand. Normalt afholder man skriftlige valg, men hvis der ikke er modkandidater til formanden, afgøres punktet ved håndsoprækning. Det her år var der en arabisk mand, der ville stille op til valget, men da vi nåede til formandsvalget, væltede det ind med pakistanere, som begyndte at lave tumult rundt omkring ham. De stillede sig op foran ham og forvirrede ham, så han ikke opdagede, at vi var nået til valget. Aslam blev genvalgt på et øjeblik, og da modkandidaten protesterede højlydt, fik han bare at vide, at valget var overstået, og man allerede var i gang med næste punkt…. Det er den måde, Aslam styrer beboerdemokratiet derude på.«”